Mange husker nok Skipper Skræk tegnefilmene, hvor han spiser sig til superkræfter ved hjælp af spinat. De grønne blade er rige på A og C vitamin, folat, kalcium og jern – især i rå form får man gavn af disse gode egenskaber. Denne smoothie kan være et let morgenmåltid eller et mellemmåltid i løbet af dagen. Den giver dig ikke superkræfter, men den hjælper dig godt på vej.
Opskrift til 1 stor smoothie
2 dl mandelmælk*
2 små modne bananer
2 store håndfulde frisk eller frossen spinat
½ lime
1 spsk. chia- eller hørfrø
*Ris, soja, havre- eller anden plantemælk kan også bruges
I en blender blendes først mandelmælk, bananer, spinat og saften fra en halv lime. Chia- eller hørfrø tilsættes og det hele blendes godt igennem i et par minutter. Ønsker du en tyndere smoothie tilsættes lidt mere mandelmælk.
Nyd den med det samme.