Dansk sommer er lig med danske jordbær. Jeg har jordbær i min køkkenhave, men dog ikke nok til at lave marmelade. Derfor kørte jeg til en nærtliggende pluk-selv gård ‘Haldager bær’ ,som ligger 5 minutter fra mit hjem, hvor jeg plukkede 5 kg. jordbær til marmelade og nyde dem som de er. Du kan også bruge dine jordbær i en sukkerfri jordbær rabarber dessert.
Opskrift til 4 store glas marmelade
1500 gram friske jordbær
200 gram bløde dadler
50 gram chiafrø
evt. 1-2 tsk. citronsyre (for konservering)
4 marmeladeglas
Jordbærerne gøres klar, stængler tages af og de skylles i koldt vand. Halvdelen af jordbærerne blendes godt med dadlerne (husk! at tage sten ud af dadlerne først). Den blendede grød og de sidste hele bær hældes i en stor gryde og bringes i kog. Når det koger skrues der ned til lav varme med låget på, så marmeladen stadig simrer.
Lad det hele simre i ca. 20 minutter, rør jævnligt, så de hele jordbær er helt kogte. Tilsæt chiafrø og evt. citronsyre og rør rundt i gryden. Lad det simre lidt mere og stil det herefter afkøling.
Brug helt rene, skoldede glas til marmeladen. Når det er kølet helt af kan du hælde din marmelade på glas. Da denne opskrift er sukkerfri er holdbarheden også mindre – citronsyre kan også hjælpe lidt på holdbarheden. Derfor anbefaler jeg at du opbevarer din marmelade på køl og bruger den inden for en måneds tid når du har åbnet den.
Server din marmelade til pandekager, vafler eller andet godt.