De fleste remoulader man finder i supermarkederne indeholder enten æg, mælkeprodukter eller et hav af e-numre. Denne remoulade er vegansk, dvs. ingen mælk og æg. Den er perfekt i en vegansk ‘Carrot dog’ eller til pommes frites. SDet lyder måske kompliceret at lave siden egen remoulade, men det er ganske nemt og kan laves på omkring 20 minutter.
Opskrift til et stort glas remoulade
150 gram syltede agurker
20 gram syltede kapers
1 løg
1 stor kogt gulerod
1 tsk. sennep
1 tsk. karry
1 tsk. tørret estragon
3 spsk. vegansk mayonnaise
ca. 100 ml neutral sojayoghurt (f.eks. Sojade)
Gurkemeje for farve
Salt efter smag
I en foodprocessor hakkes syltede agurker, kapers og løg fint, men så der stadig er struktur tilbage. De finthakkede grøntsager hældes i en skål. Imens blendes den kogte gulerod helt til mos og vendes herefter i skålen med de andre ting.
Tilsæt sennep, karry og estragon og rør det hele godt sammen. Lidt efter lidt tilsættes mayo og sojayoghurt og til sidst farves remouladen med gurkemejen til den har en flot gul farve. Smag det helt til med salt.
Remouladen kan holde sig et par uger på køl. Opbevares i en lukket beholder.