Jeg elsker at lave sushi; elsker at eksperimentere med smag, farver og anretning. Jeg har tidligere delt opskrifter her på bloggen af quinoa sushi og rødbede sushi. Jeg har i denne opskrift farvet blomkål med gurkemeje, men du kan også tilsætte f.eks. lidt revet rødbede på panden for en flot lyserød farve. Afhængig af sæson kan du også være heldig at finde orange eller lilla blomkål, hvilket giver en smuk farve, bruger du farvet blomkål, kan du undlade gurkemeje.
Husk at jeg afholder sushi kurser i Aalborg – læs mere her!
Opskrift til 4 personer
1 blomkålshoved
1 tsk. stødt gurkemeje
1/2 dl risvinseddike
ca. 6 plader nori tangplader
Forslag til fyld: chili mayo eller smøre spread, agurk, bønnespirer, peberfrugt, syltede gulerødder, wasabi, syltede ingefær, sojasauce, evt. cavi-art (kaviar lavet på tang) – det er kun fantasien der sætter grænser.
Redskaber: En sushimåtte og et rivejern eller en foodprocessor.
Skær blomkål i små stykker og kør dem igennem en foodprocessor, eller riv det på et rivejern. Jeg river det på det “grove” rivejern.
Svits blomkål på en pande med gurkemeje og risvinseddike. Jeg svitser cirka det revede blomkål i fem minutter, så det er mindre råt, men stadig har lidt bid. Lad herefter blomkåls”risen” køle helt af inden du samler rullerne.
Start med at lægge et stykke nori tang ovenpå sushimåtten. Smør et tyndt lag chili mayo eller smøre spread på tangen. Læg det stegte blomkål ud, som du normalt ville lægge ris når du laver sushi. Læg tynde agurkestrimler, bønnespirer og peberfrugtstrimler (eller det fyld du nu har lyst til). Rul tangen stramt sammen.
Har du ikke lavet sushi før, kan du finde videoer på Youtube, der kan vise dig, hvordan du ruller tangen sammen med din sushimåtte.
Lad rullerne hvile et par minutter, før de skæres ud med en skarp kniv i ca. 1,5-2 cm tykke skiver. Server med wasabi, syltet ingefær og sojasauce.