Svampesteg med aubergine, kikærter og valnødder

svampesteg vegetarisk julesteg

I år begynder julen tidligt hos mig. Jeg har siden starten af november eksperimenteret med en masse grønne juleretter. Både hovedretter til vegetarer og veganere, men også tilbehørsretter som også kødspisere kan have gavn af. Alle mine juleopskrifter finder du i guiden “Den ultimative guide til grøn julemad“.

Denne svampesteg er et oplagt valg til vegetaren eller veganeren juleaften eller til julefrokost. Den kan med fordel laves dagen før, lad den stå i brødformen i køleskabet natten over. Dette vil kun gøre konsistensen bedre når du skal skære skiver af den og servere på julebordet, og så behøver du heller ikke stresse over, at lave den på dagen, men skal blot varme den.

Inden du vælger, at servere denne lækre sag juleaften, så vil jeg anbefale dig, at teste opskriften inden. Så er du sikker på at smag og konsistens sidder lige i skabet juleaften. Måske du foretrækker flere krydderier? Færre? Tilpas opskriften så den passer lige til dig. Ingredienserne kan du købe i alle supermarkeder. Svampestegen er proppet med nærende ingredienser: aubergine, svampe, porrer, valnødder, hørfrø, kikærter, frisk persille og tørret basilikum.

ingredienser til vegansk steg

Jeg laver svampestegen, så alle os der ikke spiser kød kan få glæde af den, men helt bestemt også så resten af bordet kan smage. Ved siden af svampestegen serveres de klassiske: kartofler, brunede kartofler, en grønkålssalat, rødkålssalat og min fars fantastiske sauce.

Svampesteg med aubergine, kikærter og valnødder

Et bud på svampesteg til vegetaren, veganeren eller dig der bare ønsker noget andet end kød på julebordet. Stegen kan med fordel laves i forvejen, så den får lov til at sætte sig, så den kan skæres i flotte skiver til servering. Kan også bruges som pålæg på rugbrød.
Forb. tid20 minutter
1 time
Samlet tid1 time 20 minutter
Ret: Hovedret, Julemad
Køkken: Julemad, Vegansk Jul, Vegetarisk jul
Antal: 6 personer
Forfatter: Johanne Mosgaard

Ingredienser

  • 1 porre
  • 400 g brune champignon
  • 1 aubergine
  • 2 spsk hørfrømel
  • 1 lille bundt persille
  • 240 g kogte kikærter
  • 100 g valnødder
  • 2 spsk tørret basilikum
  • 4 spsk kikærte- eller hvedemel
  • Salt og friskkværnet peber
  • Olivenolie til stegning

Sådan gør du

  • Skær porre i tynde skiver. Varm en stor pande med en smule olie og svits porrer let gyldne. Læg 5-6 svampe til siden og skær resten i grove skiver. Skær også aubergine i små, men grove tern. Hæld de grofthakkede svampe og auberginetern på panden. Steg ingredienserne igennem ved middelhøj varme og rør rundt med jævne mellemrum, så det ikke brænder på.
  • Lav hørfrøæg ved at røre 2 spiskeskefulde hørfrømel op med 6 spiseskefulde lunken vand i en lille skål. Stil skålen til sidde og lade det trække i ca. 5 minutter. Du kan enten lave dit eget hørfrømel ved at knuse hørfrø i en minihakker, kaffekværn eller en kraftig blender. Alternativt kan du købe hørfrømel/knuste hørfrø i helsekostbutikker og enkelte supermarkeder.
  • Hæld de stegte grøntsager fra panden i en foodprocessor sammen med hakket persille og hørfrøæg som har stået i blød. Lad foodprocessoren køre indtil de steget grøntsager er hakket godt igennem. Tilsæt valnødder og de kogte kikærter til foodprocessoren og brug pulsfunktionen indtil valnødder og kikærter er grofthakkede men stadig har konsistens (bid).
  • Tilsæt nu kikærtemel, salt og rigeligt friskkværnet peber. Puls igen et par gange, så farsen bliver blandet godt sammen.
  • Hæld nu farsen i en slip-let brødform smurt med olivenolie. Alternativ kan du bruge et stykke bagepapir, hvis formen ikke er slip-let. Fordel farsen med en dejskraber så overfladen bliver glat.
  • Tænd ovnen til 180 grader varmluft. Bag svampestegen i ca. 50 minutter.
  • Lad stegen hvile lidt før servering, så den får lov til at sætte sig. Den kan med fordel laves et par dage eller dagen i forvejen, så skal stegen blot opvarmes ved 120 grader i ca. 20 minutter inden servering.
  • Skær nu de ekstra svampe, som du lagede til side tidligere, i skiver og steg dem brune på en varm pande med lidt olie.
  • Skær forsigtigt langs kanten af stegen i brødformen. Læg fadet stegen skal serveres på over brødformen og vend forsigtigt formen rundt, så stegen nu ligger på fadet.
  • Server med de stegte svampe. På billedet har jeg også serveret svampestegen med en quinoa-kålsalat, find opskriften her.
  • Server som på det veganske julebord som en steg, eller som pålæg dagene efter.
35 Comments
  1. Er opskriften afprøvet inden den publiceres? Hvis det kun skal tage 20 min. at forberede ingredienserne, skal mindst 2 personer deltage i arbejdet. Jeg brugte 2 æg i stedet for hørfrømel. Det er nok ikke en god ide. Stegen kan ikke bages fast. Jeg bagte den i 70 min. og den er stadig ikke fast.
    Hilsen Anni

    1. Hej Anni,
      Jeg kan ikke garantere for resultatet når du ikke følger opskriften. Hvor hurtig du er i et køkken kan jeg heller ikke tage højde for, men har givet et estimat. Den tid det tog mig + lidt mere. Som der også står i teksten lige over ingredienserne, skal den laves i forvejen, hvis du skal kunne skære flotte faste skiver. Der hjælper en længere bagetid ikke. Den skal stå og sætte sig bagefter.

      Jeg ville værdsætte en venlig tone, opskriften er en gratis service og selvfølgelig er opskriften testet, flere gange.. jeg har ikke testet den med æg som du har lavet den med.

      Hvis du vil være sikre på at kunne skære flotte faste skiver, kan du også pakke den ind i butterdej eller prøve min populære linsesteg i stedet: https://www.englerod.dk/2016/11/vegansk-linsesteg/

      // Johanne

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.