Som overskriften siger er der ingen høns i denne salat. Pålægssalaten minder nemlig om en der indeholder høns. Den er skøn som pålæg til julefrokosten, påskefrokost eller bare i hverdagen.
I opskriften har jeg valgt at bruge et kødalternativ, som jeg ellers meget sjældent bruger. Jeg har aldrig været særlig glad for smagen af kød, heller ikke før jeg blev vegetar og senere veganer. Kan især ikke lide smagen af rødt kød eller noget der skal imitere det. Der findes dog alternativer til kylling der er meget neutrale i smagen, hvor det mere er konsistensen man får. Det var netop det jeg skulle bruge til denne hønseFRIsalat, som man også kunne kalde den. Vil du ikke bruge kødalternativer kan du også bruge tofu.
Ingen høns i salaten men hvide asparges, champignon og friske æbler
Antal: 6 personer
Ingredienser
- 1 glas hvide asparges
- 1 glas champignon
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 180 g vegansk kyllingealternativ, f.eks. LikeMeat Chicken Style Chunks eller Naturlis Pipfri
- 1 dl vegansk mayonaise
- 1 dl sojayoghurt eller havrebaseret creme fraiche
- 2 tsk karry
- 1 æble
- Friskkværnet peber
- Havsalt eller urtesalt
- 2 spsk soltørrede tomater
- Frisk persille
Sådan gør du
- Hæld væsken fra asparges og champignon glassene i en gryde, hæld indholdet i en skål for sig selv og stil til side, tilsæt bouillon til gryden og kog det op.
- Tilsæt LikeMeat eller Pipfri i gryden og lad det koge et par minutter. Tag det af varmen og lad det stå og trække lidt.
- Lav imens den veganske mayo ved at vælge til den linkede opskrift eller brug en færdiglavet.
- Si væsken fra grydens indhold og tilsæt LikeMeat/Pipfri til skålen med champigno og asparges. Lad det køle helt af før du tilsætter resten af ingredienserne.
- Tilsæt mayo, sojayoghurt, karry, godt med peber og salt.
- Snit æblet fint og tilsæt i skålen.
- Lad gerne pålægget trække i nogle timer eller et døgn før det skal serveres
- Server på rugbrød og top med finthakkede soltørrede tomater og frisk finthakket persille.