Overnight oats er lidt et lifehack for vores lille familie. Jeg gør tre glas klar om aftenen flere gange om ugen og næste morgen har vi den skønneste grød klar til at spise. Grøden kræver ingen tilberedning, udover at den skal passe sig selv i køleskabet natten over, og så skal den spises kold.
Da jeg først introducerede overnight oats til min mand var han skeptisk. “Kold grød siger du?”, efter han smagte den var reaktionen “det smager jo som dessert!!”. Nu er det ofte ham der spørger om jeg ikke vil lave dem klar til os og vores datter på 1 år er blevet lige så vild med det. Claus spiser sin grød med en smule sirup og Ella og jeg undlader siruppen, det er helt op til dig selv, hvor sød du ønsker din grød, men jeg synes en moden banan giver rigeligt sødme.
Når du har lavet grøden flere gange finder du hurtigt ud af, hvor meget væske du vil have i. Jeg måler ikke efter når jeg laver dem, men laver dem altid på slump. Du kan selvfølgelig bruge alle slags bær og frugt, dette er blot en af mange udgaver.
Jeg delte første gang en opskrift på overnight oats i min kogebog Vegansk.
Overnight oats med blåbær og vanilje
Ingredienser
- 50 g havregryn
- 50 g bær, friske eller frosne*
- ½ moden banan
- 1 spsk chiafrø
- ½ tsk vaniljepulver
- evt. 1-2 tsk ahornsirup for sødme
- 1-2 dl plantemælk, f.eks. mandelmælk eller havremælk
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen i et glas (med tilhørende låg). Sørg for at der er rigeligt væske, da chiafrø og havregryn suger meget af væsken.
- Sæt i køleskabet natten over og næste morgen har du et lækkert morgenmåltid.
Faldt lige over den her opskrift forleden og besluttede mig for at teste den af – og jeg må bare sige, at det smagte super lækkert. Det er ikke sidste gang, jeg laver det! 🙂